Henrik Ibsens skrifter

​Til Jul udkommer af mig et dramatisk Digt, som jeg herved paa det indstændigste beder Dem tage Dem af saa meget som Deres Samvittighed paa nogen Maade tillader. Usseldommen og Trøstesløsheden hjemme har drevet mig til at se ind i mig selv og ind i Forholdene; deraf er Digtets Stemning og Indhold fremstaaet. ​De har engang skrevet om mig at den versificerede Form med det Symbolske bagved var min naturligste Retning. Jeg har ofte tænkt derover, jeg tror selv det samme og i Overensstemmelse hermed har Digtet formet sig. Men jeg har ikke kunnet undgaa at slaa til med haarde Hænder. Jeg beder Dem om, hvis De kan, ikke at stille denne Side frem under noget Forstørrelsesglas. Deres Kritik vil være afgjørende for mine Landsmænds Optagelse af Digtet og af de Sandheder jeg ikke har kunnet tilbageholde; men jeg vil naturligvis gjerne i det længste undgaa ethvert Martyrskab. De ​avisskrivende Fingre, der kritiserer i Norge, forstaar det ikke. Jeg beder Dem derfor indstændigt om baade hurtigt og stærkt at støtte mig i alle de Punkter, hvori De finder at Sagen og jeg selv fortjener det. Skulde De have noget at sige mig, der ikke faar Plads i Deres offentlige Anmeldelse, hvilken jeg trygt og med Længsel venter paa, da vilde jeg paa det hjerteligste takke Dem for nogle Linjer; jeg har en ulidelig trykkende Følelse af at staa alene.